onsdag den 12. oktober 2011

SORØ KUNSTMUSEUM genåbner for publikum søndag d. 20/11-2011


fotograf: Anders Sune Berg

Så er vi kommet til den dag, hvor vi med stor glæde kan offentliggøre vores genåbning.
Når vi slår portene op bliver det til SORØ KUNSTMUSEUM og ikke under tidligere navn: Vestsjællands Kunstmuseum. Vi festligholder åbningen med et:
ÅBENT HUS ARRANGEMENT med gratis entre og omvisninger:
Lørdag den 19. november 2011, kl. 13-17
Alle interesserede børn og voksne er meget velkomne.

Program for dagen vil blive offentliggjort i uge 45 - sammen med lanceringen af vores nye hjemmeside.

Fra søndag den 20. november 2011 vil museets åbningstid være: Tirs- søndage fra kl. 11.00-17.00

Vi glæder os til at præsentere åbningsudstillingen med værker fra egen samling: Ikonerne i hel ny Ikon-sal, Guldaldersamlingen og Hermod Lannungs samling i den oprindelige museumsbygning, og i de nye udstillingssale præsenterer vi egne værker fra 50'erne, 60'erne og 80'erne.

På gensyn.

onsdag den 7. september 2011

Hvor der er vilje er der vej


Viljen har vi og vejen tegner sig ... !

En særlig herlighed ved det nye museumsbyggeri som vi glæder os meget til at dele med gæster bliver museumsgården. Her anes konturene af stien fra Porten i Storgade hen til indgang - og når belægning og  beplantning bliver etableret, får Sorø endnu et meget smukt gårdmiljø lige midt i centrum.

Her glæder vi os til at holde sommerarrangementer med udendørs servering, underholdning og et godt publikum ....

onsdag den 24. august 2011

Fra højt til vejrs - til ned i jorden

Så blev det sidste indvendige stillads fjernet for et øjeblik siden !

Billedet her yder faktisk ikke den nydelige sammenkobling af den nye og den tidligere museumsbygning retfærdighed   – Det skal man stå midt på pladsen i gården for at se.
Men dagens herlige nyhed er, at stillads er fjernet og vi kan se ud af vinduerne. Ud på små aktive gravemaskiner, der er i fuld gang med at få gjort klar i jorden til etablering af den kommende museumsgård.


tirsdag den 16. august 2011

Lag på lag


















I vores oprindelige museumsbygning sker der også ting og sager.  Vi tager nogle rum i brug, der ikke tidligere har været disponeret, som vi agter det i fremtiden.  Når man rumsterer i så gammel en bygning titter fortiden af og til skælmsk frem. Se f.eks. her i vores nuværende kopirum, hvordan generationer før os har valgt tapet med omhu: Lang tid før de kan have anet, at dette ville blive kunstens hus.

fredag den 29. juli 2011

Naturens uberegnelighed

Det er ikke alt man kan styre i benhårde processer (heldigvis).
Naturen f.eks. - Den giver og den tager. Det omskiftelige vejr har hos os desværre betydet en vandskade i den nye kælder . Sådan noget bliver man rigtig ked af og ærgerlig over, men alle kræfter er sat ind på at danne sig et fornuftigt overblik over situationen og udbedring af skader er i fuld gang.

Lige udenfor den nye bygning, -  Midt i byggepladsens beton, jernstilladser, maskiner og murbrokker titter vores sommerblomster, der blev plantet for 2 år siden, i den gamle museumsgård dog stædigt op. Minder os om, at det nok skal komme til at blomstre igen med masser af liv på Kunstmuseet,  Storgade 9.

tirsdag den 26. juli 2011

Lidt om godt naboskab og den liflige lyd af stillads på vej ned ...

Solen skinner og fra morgenstunden blev vi mødt af musikalsk klang i museumsgården. Hvilken herlig lyd af stillads på vej ned. I løbet af de næste 8 dage vil det måske også være væk på ydersiden af den nye bygning. Det er meget smukt uden stillads.


  

... Og så lidt om godt naboskab:



Når man har en lang og krævende byggeproces igang, betyder det naturligvis alt, at have tolerante naboer. Naboer, der også glæder sig til det færdige resultat. Mens vi har bygget har Sorø Bibliotek lånt vores storskærm, - og vi blev faktisk meget varme om hjertet, over at opdage at vores gode naboer bruger denne skærm til at formidle en fotokavalkade af byggeriet nærmest dag for dag.
Så borgere uden internet kan faktisk følge byggeriets historie her. Tak til Anne for denne fine gestus !

tirsdag den 19. juli 2011

Magic moments

Så blev publikumstoiletterne i den nye bygning færdige.
Dem er vi meget tilfredse med.  Af en eller anden grund - formentlig noget med Harry Potter-effekten fra vores venner i Victoria-teatret i disse dage - er de eventyrligt svære at formidle, som andet end: Magic moments ...

onsdag den 13. juli 2011

Øjebliksbillede onsdag eftermiddag




















En del af den indvendige vedligeholdelse af den gamle museumsbygning ud mod Storgade er lagt i hænderne på et par af museets egne medarbejdere.
De har haft travlt med at pudse, slibe og male lofter, vægge og nu er de nået til træværket. Her et vue fra museumsdirektørens kontor fra tidligere i år - altså fra før færdiggørelsen og indflytningen.